Den sprælske hornfisk

Hornfisken med det smukke latinske navn, belone belone, er en rigtig sommerbebuder her på øen. Den ankommer til Bornholms kyster i begyndelsen af maj og får kirsebærtræerne til at blomstre og solen til at skinne mere. Og sætter lystfiskeren i højt humør!

Den lange, elegante fisk træffes først og i store mængder på sydkysten, men efterhånden spreder den sig til resten af øens kyster. Fisken fanges på de samme lokaliteter som havørreden, ved tang- og ålegræsbælter, og fisketeknikken er stort set den samme. Når gydeaktiviteten er overstået, er koncentrationen af fisk mindre, men den kan fanges til havs langt hen i eftersommeren. Hornfisken er nem at få til at hugge, men den kan til gengæld være svær at få til at blive hængende på krogen. Det lange næb er benhårdt, så krogen må være sylespids. Spinfiskeri med småblink, fluefiskeri eller bobleflåd/Bombarda og naturlig agn i form af sildestrimler er de hyppigst anvendte fiskemetoder - og de giver hornfisk i nødvendige mængder.

Grejet til hornfisk adskiller sig ikke meget fra havørredgrej, bortset fra at det bør være noget lettere. Generelt anbefales dog altid brug af ophænger ved spinfiskeri og en lang, skarpsleben, let skævvredet enkeltkrog på blink og woblere, med mindre man vælger decideret hornfiskemontage:

en lille trekrog bindes i enden af blinket med en kort linestump, der ikke må være længere end selve kunstagnen, for ellers hægter den sig fast i hovedlinen under kastet. Linestumpen siges at give en bedre krogning, men den særlige montage er vist kun nødvendig, hvis man har brug for hornfisk i stakkevis. Brug af almindelige blink uden dikkedarer plejer at give fisk nok til et par gode middage.

Hornfisk fanges nemmest på solrige dage med let vind, siges det, men hornfisk er vist ret ligeglade med vejret. På den bornholmske sydkyst kan der i hvert fald hentes et lille knippe fisk i al slags vejr. Noget andet er så, at pragtfuldt vejr er behageligst for lystfiskeren.

Hornfisk er en meget fin spisefisk, selvom de grønne ben ser lidt giftige ud. Det er de ikke, den neongrønne farve skyldes et harmløst jernsulfat, vivianitt.

Hornfisk er således ren fornøjelse fra ende til anden - fra den livlige, balletagtige fight i vandet og på havoverfladen til den ligger rugmelsstegt på panden eller dufter herligt fra grillen en forsommeraften.

 

 

Sild- frisk fra havet

Fra sidst i juni til langt hen i oktober kan der, hvis vejret mager sig, fanges sild direkte fra klipper, høfder og moler med primitivt fiskeudstyr.

På alle havnemoler, høfder, o.l. kan man ved aftenstide i denne periodetræffe sildefiskere og hurtigt lære teknikken, hvis man er begynder, for noget mere enkelt end sildefiskeri findes næppe. Alt hvad man behøver, er en stang, et hjul der kan dreje rundt, lidt line, en kastevægt og en seks-syv blanke småkroge. Derudover er en spand til opbevaring af fangsten og en klud til aftørring af grej og hænder praktisk.

Krogene påbindes hovedlinen med en linestump med 10 cm mellemrum, i enden monteres en passende kastevægt i form af en møtrik eller et gammelt udtjent blink og så kaster man bare ud og fanger sildene. Færdige sildeforfang med flashfolie på krogene kan købes, og de er måske lidt mere effektive end helt nøgne kroge. Man kan også selv lime eller binde flourscerende materiale på sine kroge.

Når den første sild sitrer på krogen, gælder det om at holde krogsættet i samme vandlag, så flere sild har chance for at tage for sig af retterne. Hvis det lykkes, sker det ofte, at der på gode aftener er "full-house", dvs. sild på alle kroge - og efter et par timers fiskeri kan man drage hjem med en fyldt spand og 80-100 sild. Men det er mange, hvis man skal klare rensningen alene!

Sildefiskeriet foregår i skumringen, lige før og efter solnedgang - og har man oplevet det smukke tidspunkt på døgnet og bagefter nydt et par friskfangede sild fra stegepanden, så er man sildefisker for altid!

Høfder, moler, klipper og andre steder, hvor man er ved dybt vand, er særdeles gode sildefangstpladser. Fiskeri fra småbåd er naturligvis også effektivt. Et medlemskab af Bornholms Sportsfiskerforening giver mulighed for både silde- og torsketure til havs, idet klubben er medejer af en fiskekutter, Hansa, som sejler fra Hasle flere gange om måneden. Oplysninger om ture kan fås på hjemmesiden: www.5qen.dk.

 

*

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fisk & Foto © 2009 • pst@fiskogfri.com